Naturplejer Ulf Nielsen, Kollerup Strandvej 19, 9690 Fjerritslev

60 års naturpleje udført af de lokale familielandbrugere ophører nu på grund af Naturstyrelsens nye praksis om ønsket om større sammenhængende arealer.

Et areal ved Slettestrand på 377 hektar, der har været opdelt i flere indhegninger, hvor Familielandbruget servicerede deres medlemmer ved at tage deres kvier på græs, såvel konventionelle som økologiske, er slut. Inddelingen af arealet er ophørt. Man har lavet de mange indhegninger om til 2 store indhegninger. Krav til fremtidig lejer er, at arealet skal afgræsses med ejers egne dyr, enten kvæg eller heste.

Det sætter en stopper for 20 års lokalforankret praksis med fællesgræsning, og mindre dyreholderes adgang til arealerne. Der har været tale om besætninger, hvor der ingen anmærkninger var til dyrenes ve og vel.

En ære slutter

Et samarbejdets æra i naturplejens tjeneste er sluttet med et ministerielt pennestrøg.

Nu er arealet overtaget af en svine-bonde fra Vestervig med en besætning på 500 søer og 28 kreaturer, jfr. chr. registeret. Der er over 100 km fra hans ejendom til græsningsarealerne.

Det bliver spændende at se, om mandens mangel på kreaturer kan få ham til at lukke grise ud på de fredede arealer, der ligger op ad sommerhuse.

Under alle omstændigheder slutter en epoke med godt fællesskab om fællesgræsning – det er synd og skam for naturen, for kreaturerne og for et stærkt fællesskab her i Hanherrederne – men selvfølgelig en sejr for bureaukratiet.

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.