Sælgerpantebrevsmodellen er win-win-win
Tak for støtten – og kampen! Familielandbruget glæder sig over sejren og ser frem til at opleve alle de positive effekter af den nye model.

Sven-Aage Steenholdt, (tv), og Antoni Stenger, (th), på en af deres ture til Christiansborg for at overbevise politikerne om fordelen ved sælgerpantebreve.
Af Antoni Stenger, formand i Sønderjysk Familielandbrug
Hurra for sælgerpantebrevsmodellen! Det er en sag, vi i Familielandbruget har kæmpet for gennem mere end 10 år.
Med modellen vil sælger af en landbrugsejendom fremover kunne lade op til 10 procent af købssummen stå i et pantebrev og vente med at afregne skatten, til afdragene indfris. Dermed lettes generationsskiftet betragteligt.
Sælgerpantebrevsmodellen startede som Familielandbrugets sag. Vi er stolte af at kunne vise, at vores foreninger er et betydeligt talerør for landmænd, som gennem foreningen bliver hørt i den offentlige politiske debat.
Ideen til pantebrevsmodellen kom oprindeligt fra Sven-Aage Steenholdt, Formand i Familielandbruget LRS, Vejle.
Siden har Familielandbruget i fællesskab kæmpet for sagen sammen med Landbrug & Fødevarer. I løbet af den proces har Sven-Aage og undertegnede været til foretræde på Christiansborg hele to gange.
Det har været en spændende rejse med god hjælp fra politikere i både regering og opposition. I Familielandbruget er vi glade for, at hele branchen gradvist har fået øjnene op for en idé, som netop støtter én af vores vigtigste mærkesager: Generationsskiftet.
Koster ingenting for staten
I den nye Finanslov kan man læse, at »[d}er afsættes 70 mio. kr. i 2020, 60 mio. kr. i 2021 og 55 mio. kr. i 2022 til udmøntning af modellen. Den varige udgift er 35 mio. kr.«
Samme formulering findes i mange aviser. Det er dog vigtigt at understrege, at modellen udelukkende er tænkt som en udsættelse af skatten for staten. Beløbet vil fremover (retfærdigvis) blive betalt i takt med, at pantebrevet afdrages. Hvis beløbet er tænkt som et provenutab, vil jeg desuden betvivle, at beløbet er så stort, som der er afsat.
Jeg må også betone, at modellen ikke henvender sig til nødlidende gårde, men til landbrug i sund drift. Bankerne kræver op til 20 procent i egenkapital af køber, og dette bliver meget nemmere for køberne, da bankerne vurderer pantebrevet som egenkapital.
Bæredygtigt
Altså er pantebrevsmodellen ikke bare win-win, men win-win-win: Den støtter et bedre generationsskifte, den koster 0 kroner for staten, og den henvender sig til et sundt og økonomisk bæredygtigt landbrug.
Tak for støtten – og kampen! Familielandbruget glæder sig over sejren og ser frem til at opleve alle de positive effekter af den nye model.