Til grin?: Sidder embedsmændene reelt på magten?
Man kan "google" sig til svar på mange ting i denne verden. Men hvis spørgsmålet er, hvem der har magten – embedsfolkene eller politikerne - svæver svaret noget hen i det uvisse.

Noget af det, man faktisk bliver lidt klogere på, når man googler« og spørger ind til magtstrukturerne i samfundet, det er, at politikerne nu igennem mange år har udtalt, at de vil »tage magten tilbage«. Prøv selv. Der er stribevis af eksempler på, at politikere udtaler sig i den retning.
MEN EN DEL tyder på, at der ikke er sket ret meget i den sag. Op gennem hele dette årti er der masser af debatindlæg fra politikere, der foreslår nye magtstrukturer i centraladministrationen. Intet konkret er sket. Og i landbruget mærker man i høj grad, at der er et embedsværk, der sidder på en betydelig del af magten i det danske samfund. På gårsdagens årsmøde i Sektion for Større Jordbrug var det helt store debatemne vandrådenes manglende gennemslagskraft hos myndighederne. Man føler sig fuldstændig overhørt og direkte til grin i vide landmandskredse.
UNDER DEN FOREGÅENDE miljø- og fødevare-ministers »regeringsperiode« blev det gentaget mange gange, at når det kom til vandplanerne, så ville politikerne i sidste ende sætte sig om et bord og pille alle de vandløb ud, der ikke skulle med. Sådan helt konkret. Vandløb for vandløb. Venstres miljø- og fødevareordfører Erling Bonnesen har gentaget mantraet.
DET ER DER dog ikke en sjæl i dansk landbrug, der tror på efterhånden. Sådan helt konkret. Det er snak. Og der er ikke den mindste handling bag alle ordene og alle forsikringerne. Timerne, dagene, ugerne og årene går. Og intet som helst konkret sker. Der er en syndflod af vanvittige eksempler på vandløb, der er udpeget, som intet som helst har at gøre i vandplanerne.
SAGEN ER SÅLEDES, at næsten 10 procent af alle vandløb i EU, som er udpeget af nationalstaterne, ligger i lille Danmark. Det fortæller alt. Det fortæller også alt om politikernes afmagt, at intet tyder på, der sker mere i den sag. Vi håber inderligt, at vi tager fuldstændig fejl. Og at den tidligere ministers forsikringer om, at det er poli-tikerne, der har magten om det runde vandplan-bord, holder. Erling Bonnesen & Co. har chancen for at vise, hvor magten befinder sig. Desværre har vi bange anelser om, at det ikke er hos de folkevalgte.