DE NUVÆRENDE VANDPLANER udløber med udgangen af 2020. Altså om et år, hvor en ny plan tager over. I det forberedende arbejde har vandrådene i deres præsentation af nye vandplaner lagt op til, at 1.000 km smalle, små, håndgravede vandløb tages ud. Ministeren, regeringen og DF har lyttet og sendt et forslag i otte ugers høring sidst i november. Dermed tages sandsynligvis omkring fem procent af de i alt 19.000 kilometer vandløb – som er en del af vandplanerne – ud.

HOS LANDBRUG & FØDEVARER og i organisationens medlemskreds havde man oprindeligt argumenteret for, at omkring 6.000 kilometer skulle ud. L&F har påpeget, at Naturstyrelsen slet og ret overimplementerer vandrammedirektivet i forbindelse med karakteriseringen af vandløbene. Der er nemlig slet ikke så mange, naturlige vandløb, der skal værnes om, som myndighederne hævder.

DEN SAMME HOLDNING har man i Bæredygtigt Landbrug. Mindst. Organisationens holdning er, at broderparten af alle danske vandløb er gravet og skabt af landbruget selv. Til landbruget. Det er derfor i strid med vandrammedirektivet at udpege tusindvis af km vandløb som naturlige vandløb. Mange tusinde km er lige så kunstige som botox. »Processen med vandråd har været en demokratisk skandale«, tordner foreningens næstformand Peter Rosendal.

FRA FORENINGEN DANSKE Vandløb lyder samme toner. Danske Vandløb mener, at alle vandløb, der har et opland på under ti kvadratkilometer, skal ud af planerne. Det svarer til omkring 8.500 kilometer, og det fremgår ifølge formandskabet tydeligt af instruksen fra EU, at de ikke hører til blandt de floder i Europa, som skal beskyttes. »Der er langt fra 1.000 kilometer vandløb til 8.500 kilometer vandløb«, konstaterer foreningen tørt.

PÅ MODSATTE FLØJ kritiserer rød blok i Folketinget nu miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) for at tage vandløb ud af vandplanerne, selvom regeringens egne vandråd ifølge kritikerne har anbefalet det modsatte. De mener, 1.000 km er alt for mange km vandløb at pille ud. Og der står vi så. Trods vandrådsarbejde i måneder er parterne længere fra hinanden end nogensinde.

DER ER INGEN som helst vej uden om domstolene i dette spørgsmål, hvor landmænd i hele landet har udsigt til at miste milliarder af kroner, hvis vandplanerne gennemføres i det omfang, som staten har lagt op til. Det kan være, der kan findes biologiske ønsker og argumenter for at lade Danmark forsumpe. Men med lov skal land bygges. Ikke nedbrydes. Der er vi nødt til at holde fast. Juraen skal trykprøves på allerhøjeste sted i dette vandplancirkus.