DET SKORTER SJÆLDENT på mere eller mindre gode råd til dansk landbrug, når det kommer til, hvordan erhvervet skal gøre sig mere lækkert i omverdenens øjne. Igen og igen skal landmænd og fødevareindustri lægge ører til, at man skal åbne op, være nuanceret og lydhør over for kritik og imødekomme forbrugerønsker.

I GÅR KOM så nyheden om, at Danish Crown har lavet en milliardhandel med kineserne. Danske grise skal forarbejdes på en ny forædlingsfabrik i det enorme land. Et bygge- og produktionsprojekt, der blandt andet kan være med til at hive mennesker ud af fattigdom i Kina. Og give tusindvis af kinesere sund kost på middagsbordet dagligt.

DANISH CROWN ER nemlig garant for en på de kanter uhørt grad af fødevaresikkerhed og sporbarhed. Til gavn for blandt andet kinesiske børn, der desværre er vant til at lægge krop til en række fødevareskandaler – lad os bare nævne brintoverilte i kyllingekød og lim-ingrediensen melamin i mælkepulver. Der er naturligvis en grund til, at kineserne retter blikket mod Danmark, når det kommer til fødevarer.

HOS DE STADIGT mere forbitrede veganere i Greenpeace hader man tilsyneladende alt og alle, der tillader sig at spise kød. Og selvom man hører til de organisationer, der gennem årene har bedt landbruget om at møde omverdenen med nye øjne og en forsonende tone, hælder man nu en gang gylle ud over Danish Crowns Kina-eventyr: »Det er en særdeles ikke-bæredygtig praksis, som Danish Crown her skruer op for. Når man sejler frossent kød i store mængder til Kina, står Danmark tilbage med forureningen i form af blandt andet ammoniak i luften, zink i jorden, kvælstof i vores fjorde og sprøjtegift i drikkevandet«, raser Greenpeace, der kun ser én løsning på alverdens problemer – plantebaseret kost.

DET ER DIREKTE pinligt, at Greenpeace ikke tager begreber som dyrevelfærd, fødevaresikkerhed, ernæring, økonomisk og menneskelig uddannelse og udvikling og lignende parametre ind i sin kalkulation. Danske svineproducenter har således målt i forhold til kinesisk svinekød et lavt klimaaftryk, en tårnhøj dyrevelfærd og en garanti for fødevaresikkerhed, som kineserne ikke er i nærheden af. Samtidig er slagteriets projekt med til at uddanne fødevaresektoren i Kina, så vi i fremtiden kan undgå pendanter til mælkepulverskandaler og lignende. Men sådanne nuancer synes ikke at interessere de reaktionære klima- og kostfundamentalister hos Greenpeace.