DEBATTEN OM KØD er nok først lige begyndt. Og det tyder på, det kan blive en både anstrengende og hård debat. Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen har, som vi tidligere har beskrevet, netop fået veganernes vrede mod kødspisende mennesker at føle.

VREDEN KOMMER BLANDT andet på baggrund af, at Frederiksen har kaldt tidens køddebat hysterisk. Og dristet sig til at handle ind hos Centerslagteren i Albertslund. På Facebook har hun i samme ombæring opfordret til, at man stopper, hvad hun betegner som en hetz mod slagtermesteren, der har fået negative anmeldelser af en række veganere, som kalder sig selv og sine »veganermafiaen« med et glimt i øjet.

IFØLGE DEN AUSTRALSKE psykolog Clare Mann er der dog ikke meget at smile af. Man kan nemlig stille en veganer-diagnose. Psykologen er i øvrigt selv veganer, og hun kan efter eget udsagn diagnosticeres med »vystopi«. Det er hendes diagnose til veganere, der lider af angst for, at dyr systematisk mishandles, at vores verden er på vej til at bryde sammen, og at ikke-veganere vender det døve øre til det hele. Hun vurderer ligefrem, at der er veganere, der ender i en eksistentiel krise, når de bliver opmærksomme på verdens ondskab, siger Clare Mann ifølge BT til nyhedsmediet ANDA.

HVIS EN SÅDAN diagnose ligefrem kan stilles, vil vi stærkt råde veganerne til at få sig et liv uden angst. Der er således milliarder af mennesker på Jorden, der fortsætter med at spise kød, uanset hvor meget de udskammes og generes af aktivistiske veganere. En af de veganere, som har en ikke-rabiat holdning til kødspisere, er den kendte statistiker Bjørn Lomborg.

HAN HAR SENEST være ude og mane til ro i klimadebatten om verdens kødforbrug. Det er nemlig en illusion at tro, pointerer Lomborg, at et stop for kød som fødevare, skulle kunne bremse klimaforandringer. Der er så mange afledte effekter af et kødstop, at klimagevinsten er yderst marginal.

BJØRN LOMBORG PEGER på, at han selv er veganer, udelukkende fordi han ikke bryder sig om, at dyr slås ihjel og bruges til menneskeføde. Men derudover har han tilsyneladende et liv fri for angst for, at verden er på vej til at gå under. Det ville være glædeligt, hvis statistikerens veganske fæller ville tage det hele en smule mere afslappet frem for at genere de mange mennesker, som har valgt en anden levevis end dem selv.