Majsmøde med faglighed i fokus

Det var majsen, der var omdrejningspunktet, da DLG Fyn havde inviteret til kvægmøde.

Godt 70 landmænd og ansatte var mødt frem, da DLG Fyn havde strikket et fagligt program sammen i forbindelse med deres kvæg- og majsmøde, der blev afholdt i december i lokalerne på Hvidkærvej i Odense.

På mødet gennemgik Jens Bagge fra Sejet årets resultater i landsforsøgene på majs, samt bejdsning mod fugle. Desuden satte majseksperten fokus på DLG’s topsorter og kom omkring de ni sorter, som DLG i samarbejde med Jens Bagge har valgt som hovedsorterne på Fyn.

Her er det sorten Function, der ifølge Jens Bagge er topsorten over dem alle, selvom de andre sorter i sortimentet følger stærkt trop med hver af deres styrker.

Majsgødning

Startgødning er afgørende for et højt og stabilt udbytte i majs, hvor der ved såning placeres let tilgængeligt fosfor sammen med kvælstof som ammonium N i passende forhold. Derfor bør der altid anvendes startgødning. Også selv om fosforloftet kan give udfordringer med at finde de 8-12 kilo P pr. hektar, som bør være mindste tilførsel af P i en startgødning.

Det forklarede Henning Jakobsen, DLG, nærmere om på mødet, hvor han også kom ind på, hvordan en coatning af udsæden med mikronæringsstoffer, også kan medvirke til at stimulere rodvæksten og give majsen en optimal start. De fleste sorter kan derfor tilbydes coatet med Protinus.

I forbindelse med valg af markfrø blev de forskellige muligheder indenfor blandinger, rene græsser og efterafgrøder også gennemgået for de fremmødte af Henning Jakobsen.

Dagens program bød derudover på faglige indlæg fra Jørgen Stein, DLG Farmpack, Børge Dall Jørgensen fra Vilofoss, samt Birgitte Raun og Lars Fall Thorø fra DLG.

 

Læs også