Trods uændret i resterende kategorier: Dansk kalv tager endnu et spring op

Med den kommende uges nøk op i kategorien Dansk Kalv hos Danish Crown Beef på +50 øre har kategorien på to uger oplevet en stigning på 90 øre.

December er traditionelt et klart tegn på, at markedet for okse- og kalvekød i Europa sættes ned i aktivitet, men Danish Crown Beef oplever fortsat et godt salg til de europæiske markeder, og det drives i høj grad af attraktive priser på specifikke dele af kreaturet.

Og skønt øvrige kategorier er uændret i denne uge, er Dansk Kalv-kategorien steget med 50 øre.

- Vi har nogle helt klare lokomotiver i markedet, som trækker priserne op bredt. Der er gode priser på varer med ben og de udsøgte udskæringer, og det er med til at holde markedet oppe trods årstiden. Vi kan dog ikke ophæve tyngdekraften, så der er nogle ting, hvor efterspørgslen bliver mærket af høje priser, og det sidder vi helt tæt på, så enkelte udskæringer ikke hober sig op, siger Henning Sønnichsen, der er salgsdirektør i Danish Crown Beef i en ugentlige rapport.

Handlen med de sydeuropæiske markeder fortsætter godt for årstiden til både Spanien, Italien, Grækenland m.fl. På det danske marked er handlen også pæn for årstiden, men billedet her er det samme.

- Vi begynder at kunne nå nytårshandlen på de bedste udskæringer, og det planlægger vi i detaljer, så vores kunder får de mængder, de skal bruge til nytåret. Det er en must-win for os, for nytåret er lig med godt okse- og kalvekød. Derudover er det danske marked en smule svingende uge for uge, hvilket er meget typisk for perioden op mod julemåneden, siger Henning Sønnichsen.

Der er i ugen blevet slagtet som forventet på Danish Crown Beefs slagterier, og forventningen er, at billedet vil være det samme i kommende uge.

Læs også