Det europæiske marked for okse- og kalvekød drives fortsat op af det lave udbud, der hæver noteringerne for at trække dyr frem til slagtning. Det holder priserne oppe bredt set.

- Vi mærker det lave udbud både i Danmark og på eksportmarkederne. Vi får efterspørgsler på ekstraordrer, som vi selvfølgelig honorerer i det omfang, vi kan, men vi fokuserer på at servicere vores kunder bedst muligt, for mængderne er små, og hverdagssalget holder en fin bund. Derfor justerer vi løbende priserne, og holder godt øje med efterspørgslen for at fange eventuelle udsving tidligt, siger Henning Sønnichsen, der er salgsdirektør i Danish Crown Beef i den ugentlige beretning.

Det lave udbud gælder både Europa og nogle internationale markeder og kommer primært til udtryk i Tyskland, hvor manglen på slagtedyr er markant, men de høje priser er primært at finde indenfor EU. Derfor fokuseres der på den ferske afsætning til især de nære eksportmarkeder. Dermed stiger noteringen i alle kategorier for den kommende uge med 60 øre.

- Vi har et uforandret godt salg til Sydeuropa, som fortsætter til høje priser trods årstiden. Det græske marked fejrede kødets dag i går torsdag, og går derfor nu ind i fasten. Det betyder, at vi kan blive nødt til at omdirigere nogle klassiske Grækenlands-varer som Dansk Kalv til øvrige markeder, men der har vi alternativer klar i det omfang, der bliver behov for det, siger Henning Sønnichsen.