Markedet for hvede og majs har oplevet markante bevægelser, idet professionelle investorer panisk har solgt ud af deres lange positioner. Ifølge en analyse fra AgroMarkets har spekulanterne ellers længe været standhaftige i deres tro på stigende priser, men de seneste prisfald på børsen har udløst en kaskade af salg, hvilket yderligere øger presset på kornpriserne.

Som AgroMarkets påpeger, er det de voldsomme dyk i hvedeprisen, der har tvunget investorerne til at tage deres gevinster hjem og trække sig fra markedet. Situationen har ifølge analyse- og handelsrådgivningsselskabet skabt en splittelse i markedet, hvor nogle aktører fortsat forventer stigende priser, mens andre ser en fortsat nedadgående trend.

En af de primære udfordringer er de store lagre af korn i EU, som har været vanskelige at afsætte. Samtidig er importen fra Ukraine en forstyrrende faktor, idet de store mængder korn, der kommer ind, bidrager til det prispres, der allerede eksisterer.

Ifølge AgroMarkets kan presset på kornprisen fortsætte et godt stykke ind i 2025-høsten.