Der er fortsat en stabil efterspørgsel på alle dele af grisen, og interessen samler sig nu om prisudviklingen, når det bliver forår, og temperaturerne passerer 20 grader.

- Det bliver mere og mere tydeligt, at der blandt slagterierne over hele Europa er en forventning om, at priserne skal op, når vejret bliver bedre, og der kommer gang i både cafelivet og grillen, for der er meget lidt interesse for at sælge på længere kontrakter i markedet lige nu, selv om en del indkøbere gerne vil låse prisen for en længere periode, siger Per Fischer Larsen, der er SVP Industry Sales i Danish Crown.

Det store spørgsmål lige nu er, hvornår efterspørgslen får et løft, der har styrke til for alvor at skubbe priserne opad. Der er et jævnt salg af forender og skinker, som først og fremmest går til Øst- og Sydeuropa, mens der er et godt salg af bacon, brystflæsk, og midterstykker sælges til Storbritannien og eksport ud af Europa.

Snart slagtet op

- Det tyske marked er stadig præget af det udbrud af mund- og klovesyge, der ramte i januar. Det giver et relativt stor udbud af kød i Tyskland, som er Europas største marked, men det er forventningen, at det vil løse op, når vi kommer tættere på påske, siger Per Fischer Larsen.

Tilmelding til indeværende uge blev igen stort set som forventet i prognosen, og det betyder, at der er reduceret som forventet i antallet af udsatte tilmeldinger, så der udsættes cirka 40.000 til uge 12. Gennemsnitsvægten er fortsat faldende og nu cirka 91,5 kg.

Med den forventede tilmelding til kommende uge vil der være stort set slagtet op ved ugens udgang, og derfor kan der blive behov for så småt at begynde fremrykningen af grise op mod påske, hvor slagtekapaciteten vil være nedsat.