Mexico vil opruste på svinefronten
Mexicos landbrugsminister ønsker en national oprustning af svineproduktionen med målet om selvforsyning og mindre import.
I anledning af »National Pig Farming Day« har Mexicos landbrugsminister holdt en tale, hvor han opfordrer til en massiv oprustning af den nationale svineproduktion.
- Mexico importerer i dag 47 procent af landets forbrug af grisekød. Men hvis man i branchen arbejder sammen, kan landet producere mere, og på sigt nå den størrelse på produktionen, der er nødvendig for at opnå fuld selvforsyning, lød det i talen, gengivet i nyhedsbrevet Markedsnyt for grisekød fra L&F.
Målet er at reducere afhængigheden af import og i stedet opbygge en stærk, lokal produktion, der kan dække det nationale forbrug.
Ministeren fremhævede, at denne udvikling vil kræve en mere bæredygtig produktion samt et større fokus på dyrevelfærd.
Samtidig blev der lagt vægt på, at samarbejde på tværs af sektoren er nødvendigt for at sikre væksten i produktionen og styrke branchens konkurrenceevne.