EU-Kommissionen og de japanske myndigheder har godkendt en såkaldt ækvivalensaftale på økologiområdet for animalske varer. Det betyder, at de to parter anerkender hinandens regler på økologiområdet.

Det glæder Landbrug & Fødevarer, der i flere år har arbejdet sammen med Fødevarestyrelsen om at påvirke EU til at indgå en sådan aftale.

- Med den nye aftale er der muligheder for øget eksport af især økologiske mejeriprodukter og økologiske kødprodukter til Japan, da omkostningerne til økologicertificering reduceres. Derfor kan der nu sættes et japansk økologimærke på danske økologiske varer, hvilket er en klar fordel, siger Mette J. Gammicchia, afdelingschef i Landbrug & Fødevarer.

Landbrug & Fødevarer har i de seneste år, sammen med den danske ambassade i Tokyo, gennemført eksportfremstød for økologiske fødevarer, hvor der har været fokus på både detailområdet og foodservice. Der er allerede nu ved at blive planlagt et nyt tredages økologifremstød i Tokyo i november måned, som der er store forventninger til.

Tydelig interesse

- Selv om det japanske marked for økologi fortsat er relativt lille, mærker vi en tydelig, stigende interesse fra japansk side. Særligt danske økologiske oste og økologisk grisekød efterspørges i stigende grad af de japanske supermarkeder. De japanske forbrugere vælger i stigende grad økologi, da de prioriterer høj fødevarekvalitet og fødevaresikkerhed. Derudover har ernæringsindhold også betydning for både de ældre og yngre japanere, siger Mette Gammicchia.

Der vil gå cirka tre uger, før ækvivalensaftalen træder i kraft.

Det japanske marked for økologi estimeres til en omsætning på omkring 5 milliarder kroner og en markedsandel på omkring 1 procent, men der forventes høj vækst de kommende år. Den nye ækvivalensaftale forventes at medføre større japansk import af økologiske varer fra EU.

Finans