Tysk notering på slagtesvin fastholdes
Den tyske slagtesvinenotering forbliver uændret på 2,00 euro pr. kg i en uge præget af reduceret slagtekapacitet og færre arbejdsdage.
Den tyske slagtesvinenotering forbliver uændret på 2,00 euro pr. kg (cirka 14,90 kroner).
Ifølge et nyhedsbrev fra Danske Svineproducenter er markedet i balance, men færre arbejdsdage påvirker slagteaktiviteterne.
Den 1. maj betyder en mistet slagtedag, og flere tyske slagterier har reduceret kapaciteten. Efterspørgslen fra forarbejdningsindustrien er svækket, og slagterierne ønsker ikke at udvide fryselagrene.
Slagterierne er på kort sigt ikke interesserede i at købe yderligere partier slagtesvin til en højere pris, oplyses det i nyhedsbrevet.
På ISN’s grisebørs blev der kun solgt to partier til 2,05 euro (ca. 15,27 kroner). Trods det er der optimisme, da godt vejr kan løfte efterspørgslen.
Vejrudsigten er lovende og man regner med god efterspørgsel efter grillprodukter, lyder analysen.