Den europæiske eksport af oliefrø er samlet faldet med 8 procent i den nuværende sæson, og ifølge en analyse fra AgroMarkets er det især rapsen, der tager et stort dyk. Friske tal fra EU-Kommissionen – gengivet af Zerno On-Line – viser, at eksporten af rapsfrø er reduceret med hele 33 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

- Det er tydeligt, at markedet begynder at reagere på den dårlige høst i 2024. Der er gevinst til dem, der har ventet på højere priser, fremgår det af analysen.

Siden sæsonens start den 1. juli 2024 og frem til 13. maj i år har EU i alt eksporteret knap 3,8 millioner ton oliefrø. Heraf udgjorde rapsfrø kun 313.000 ton.

Trods det samlede fald er det især Storbritannien, der fortsat køber europæisk rapsfrø. Næsten 300.000 ton er sendt den vej. På oliesiden topper Norge listen som største importør af europæisk rapsolie med knap 170.000 ton.

Samtidig er eksporten af andre oliefrø gået frem. EU har eksporteret 81 procent mere soja og 17 procent mere solsikke end i samme periode sidste år. Til gengæld er eksporten af rapsolie faldet med 19 procent, mens solsikkeolie er faldet hele 31 procent.

Prisudviklingen på raps er allerede blevet påvirket af den lavere høstmængde. Høst 2024-priserne har i længere tid ligget højere end priserne for 2025-høsten. Nu er høst 2024 udgået fra børserne, og opmærksomheden retter sig udelukkende mod den kommende høst.

Finans