De stigende temperaturer i Europa løfter efterspørgslen på svinekød.

Hos Tican Fresh Meat hæves basisnoteringen i uge 26 med 20 øre til 14,60 kr./kg, mens søer er uændret på 10,80 kr./kg.

Samme situationen gør sig gældende hos DanePork, der løfter noteringen med 40 øre til 14,60 kr./kg.

- De højere temperaturer i Europa har en positiv afsmitning på efterspørgslen af svinekød. Det er især efterspørgslen på grill-produkter som f.eks. nakker og forender med ben, hvor vi i øjeblikket mærker den stigende efterspørgsel. Salget til landene udenfor Europa er ligeledes i klar fremgang, og her er det især på den midterste del af grisen, priserne kan løftes yderligere, lyder det fra Ticans markedsberetning.

Ligeledes fra Danepork gives de stigende temperaturer i Europa som bærende årsag til efterspørgslen på grill-artikler, mens man samtidig ser et lavere gearskifte.

- Sommerferierne i Nordeuropa starter så småt i næste uge, og vi mærker prispresset på ferske artikler, når vi ser ind i juli måned. Efterspørgslen fra tredje lande er forsat stabil – dog til et lidt lavere niveau, end hvad vi så tidligere på foråret, lyder det fra Danepork.

Dermed er der tale om et dødt løb på noteringen mellem Danish Crown, Tican og Danepork på 14,60 øre i uge 26.

Finans