Oliepris i frit fald: Rapsprisen styrtdykker
Kombination af våbenhvile og lav biodieselefterspørgsel presser markedet yderligere.

Foto: Colourbox
Faldet i råolieprisen har fået rapsmarkedet til at vende rundt på hælen. Efter meldinger om våbenhvile mellem Iran og Israel samt en udtalelse fra USA's præsident Trump om ikke at presse oliepriserne op, faldt olieprisen med henholdsvis 7,7 procent mandag og 5,5 procent tirsdag.
- Det slog straks igennem i rapsprisen, lyder det i en analyse fra AgroMarkets.
På Paris-børsen dykkede november-terminen for rapsfrø til 494 euro pr. ton. Samtidig lægger udsigt til køligt og vådt vejr i Canada yderligere pres på priserne, fordi vækstbetingelserne bliver bedre.
I EU går rapshøsten i gang i næste uge, og det vil ifølge AgroMarkets forstærke prispresset yderligere.
- Har du stadig raps på hånden, så overvej, om det er tid til at sikre en del af salget, før udbuddet for alvor stiger, lyder opfordringen.
AgroMarkets har allerede solgt 25 procent af årets avl.