Rapport: Brasilien og EU ventes at vinde på stigende handel med svinekød
Rabobank peger i deres seneste kvartalsrapport på lavere foderomkostninger og øget produktivitet som drivkræfter bag den globale svinekødsproduktion. Men geopolitiske spændinger, sygdomsudbrud og en svækket global økonomi kan hurtigt ændre udviklingen.

Foto: Colourbox
Den globale svinekødsproduktion nyder i øjeblikket godt af lavere foderpriser og højere produktivitet, viser Rabobanks kvartalsrapport fra august.
Det skriver Landbrug & Fødevarer i »Markedsnyt for grisekød«.
Alligevel er der ifølge banken fortsat store usikkerheder på markedet.
Handelsforhandlingerne mellem USA og Kina spiller en central rolle, da Kina stadig er en vigtig importør af amerikansk svinekød, selvom landet har reduceret importen gennem øget egenproduktion.
Rabobank forventer, at den globale handel med svinekød vil stige i 2025. Særligt Brasilien og EU ventes at drage fordel af en øget efterspørgsel i blandt andet Mexico, Japan og dele af Sydøstasien som Filippinerne.
Væsentlig trussel
Sygdomsrisici udgør dog en væsentlig trussel. Afrikansk svinepest spreder sig fortsat i Asien og Europa, mens PRRS rammer produktionen i Nordamerika og Spanien. Hertil kommer risikoen for mund- og klovsyge.
Markedsanalytikerne vurderer samtidig, at priserne globalt vil falde i tredje kvartal 2025. Det skyldes dels lavere efterspørgsel i sommermånederne, dels stærk konkurrence i Europa og en svækket verdensøkonomi.
Selvom Rabobank forventer lavere priser i tredje kvartal 2025, vil niveauet fortsat ligge over priserne i 2024, lyder det.
Rapporten konkluderer, at selvom de økonomiske rammevilkår er blevet bedre, kan både handelspolitik, sygdomsudbrud og global økonomi få afgørende betydning for svinekødsmarkedet i den kommende tid.