Kina slagter svin i rekordtempo for at bremse overskud
Produktionen steg 7 procent i tredje kvartal, men overskuddet presser priserne i bund og skaber usikkerhed på verdensmarkedet.

Kina øger svineproduktionen med 7 procent, presser priserne i bund og skaber global markedsuro for eksportører i 2026. Arkivfoto: Tenna Bang
Kina, der står for halvdelen af verdens svinebestand, har øget produktionen markant i 2025. I tredje kvartal steg svinekødsproduktionen med 7 procent, efter at producenterne har fremskyndet slagtningen for at håndtere et voksende udbud. Resultatet er de laveste svinepriser i flere år – og udsigt til markedsuro ind i 2026.
Det beretter mediet Swineweb.
Ifølge Kinas Statistikbureau blev der produceret 13,48 millioner ton svinekød fra juni til september. Antallet af slagtede svin steg til 529,9 millioner – 1,8 procent flere end året før – mens priserne faldt fra 17 til 11,2 yuan pr. kilo.
- Den hurtige slagtning skal reducere overkapaciteten, men den presser samtidig priserne endnu længere ned. Effekten af en mindre svinebestand vil først kunne mærkes midt i 2026, siger Rabobank-analytiker Pan Chenjun.
Kinas so-besætning er faldet 0,7 procent til 40,35 millioner dyr, men ligger stadig over regeringens mål. Myndighederne strammer nu kreditten, skærer i subsidier og beder producenterne reducere so-antallet og slagtevægtene.
For udenlandske producenter, især i Nordamerika, varsler udviklingen fortsat prispres på kort sigt – men mulige eksportåbninger, når Kinas besætning begynder at skrumpe næste år.