EU importerer markant færre rapsfrø i år sammenlignet med både sidste år og gennemsnittet for de seneste tre år. Den primære årsag er, at Ukraine – som normalt står for langt størstedelen af EU’s import – har indført en eksporttold på 10 procent. Afgiften har fået mange eksportører til at holde varerne hjemme til egen forarbejdning.

Det beretter analyseselskabet Agromarkets.

Også Australien har reduceret sine leverancer, og tilsammen har det efterladt det europæiske marked med et væsentligt lavere udbud end normalt.

Det strammere marked kan give medvind til de europæiske rapspriser, særligt hvis industrien fortsat efterspørger store mængder oliefrø til biodiesel og foder.

For danske planteavlere kan udviklingen blive positiv. EU skal årligt forarbejde omkring 25 mio. ton rapsfrø, men producerer kun cirka 19 mio. ton og er derfor fortsat afhængig af import.

Finans