Slut med russisk gas fra 2027
EU vender sig mod USA og Qatar – Jyske Bank ændrer anbefalinger for både olie, diesel og naturgas.

Foto: Colourbox
Fra 1. januar 2027 er det slut med russisk flydende naturgas (LNG) i EU. Ifølge Jyske Banks nye energianalyse skal EU gennem 2026 sikre nye aftaler med især USA og Qatar, som udbygger deres eksportterminaler.
Banken vurderer, at »risici for en højere gaspris er øget«, og ændrer derfor sin anbefaling:
- Løft prissikring denne vinter til over normal, og løft vinteren 2026/2027 fra lav til normal (typisk 50 procent).
De geopolitiske spændinger fortsætter med at påvirke markedet.
- Nye sanktioner mod Rusland, og Donald Trump truer med også at ramme tredjemand, som handler olie med Rusland, skriver banken.
Fundamentalt forventes dog et prisfald:
- Oliemarkedets fundamentaler peger mod et prisfald til 55 dollar i 2. kvartal 2026.
Efter markante prisstigninger på diesel anbefaler banken, at landmænd sætter yderligere prissikring på pause.
- Mod 2. kvartal 2026 venter vi et prisfald mod 3,00 kroner, og så kan det igen blive mere aktuelt at øge prissikringen.









































