4.500 fasaner smittet med fugleinfluenza nær Hobro
Fødevarestyrelsen hæver advarslerne, efter H5N1 igen rammer dansk fjerkræ

Arkivfoto: Bøje Østerlund
Fødevarestyrelsen har konstateret fugleinfluenza i en besætning med omkring 4.500 fasaner ved Hærup syd for Hobro. Mistanken opstod onsdag, og torsdag bekræftede Statens Serum Institut, at der er tale om den smitsomme H5N1-variant. Alle fugle aflives fredag i samarbejde med Beredskabsstyrelsen.
- Vi har siden 1. oktober nu aflivet ca. 280.000 stykker fjerkræ fordelt på 7 besætninger. Det er et højt antal dyr så tidligt på sæsonen, og understreger, at der er et højt smittetryk med fugleinfluenza derude, og at alle bør tage deres forholdsregler, siger veterinærdirektør Charlotte Vilstrup Castle i en pressemeddelelse.
Hun opfordrer alle besætningsejere til streng smittebeskyttelse, blandt andet skift af fodtøj og sikring mod kontakt med vilde fugle. I slutningen af oktober hævede myndighederne trusselsniveauet fra middel til høj, hvilket udløser omfattende restriktioner for især professionelle besætninger.








































