Efter stort fald: Danish Crown presser på for stigende notering
Noteringen hos Danish Crown for slagtesvin og søer er i næste uge uændret efter sidste uges store fald, oplyser selskabet.

Noteringen for slagtesvin og søer holder sig i næste uge på de nuværende niveauer hos Danish Crown. Arkivfoto: Tenna Bang
Julemåneden nærmer sig, og produktionen over hele Europa er nu sat op til at møde efterspørgslen på alle de forskellige fødevarer af grisekød, som er en vigtig del af mange traditioner.
Op mod jul presser Danish Crown på for at hæve priserne, fortæller selskabet i en pressemeddelelse.Foreløbig er noteringen for både slagtesvin og søer i næste uge uændret på henholdsvis 10,65 kr. for slagtesvin samt 6,15 kr. for søer. Det sker efter at noteringen i denne uge faldt med hele 75 øre.
- Der er virkelig gang i telefonerne i øjeblikket. Selv om mange kontrakter på varer til julehandlen allerede er på plads, så er der en del af vores kunder, som holder fast i at købe i spotmarkedet fra uge til uge, siger Per Fischer Larsen, der er salgsdirektør i Danish Crown.
Krig om priserne
- Her bliver der forhandlet om hver eneste ordrer, og der bliver virkelig lagt arm om priserne lige nu, fordi noteringerne har sat sig over hele Europa. Vi holder priserne og kæmper for at komme igennem med stigninger, for vi har en god ordrebog, fortsætter han.
Der er et fint salg af nakker, bove og småkød til forædlingsindustrien. Kamme, brystflæsk og bacon til det britiske marked afsættes stabilt, mens markeder for delstykker med ben er en kampplads lige nu, hvor kunderne forsøger at trykke priserne.
- Når noteringerne sætter sig, så bliver der altid »krig« om priserne på de dele af grisen, der sælges til udbening. Vi sælger stort set aldrig halve grise, fordi vi har gode kunder til den midterste del af grisen, men dem, der skal sælge halve grise, mærker i højere grad presset lige nu, end vi gør, så vi kan koncentrere os om at forsvare priserne på skinker og forender, siger Per Fischer Larsen.





































