+30 øre: Roligt vintermarked løfter kreaturnoteringen
Alle kategorier stiger 30 øre, mens eksporten til Sydeuropa sikrer balance i et ellers sæsonpræget marked.

Kreaturnoteringen stiger 30 øre i et roligt vintermarked, hvor eksporten til Sydeuropa sikrer balance. Foto: Danish Crown
Kreaturnoteringen går i denne uge op med 30 øre i alle kategorier. Stigningen kommer i et marked, der overordnet set er præget af ro og stabilitet – et velkendt billede for årets første måneder.
Efterspørgslen i januar og februar er traditionelt koncentreret om hakket kød og mere hverdagsprægede produkter, og det sætter sit præg på afsætningen af visse udskæringer. Ifølge Danish Crown Beef er udviklingen dog helt som forventet.
- Vi ser en start på året for markedet, som er meget i tråd med, hvordan den periode plejer at være med ro på og ikke de store udsving. Der er nogle udskæringer, der ikke er meget aftræk på, men til gengæld går det sydeuropæiske marked stadigvæk fornuftigt, siger Henning Sønnichsen, salgsdirektør i Danish Crown Beef.
Særligt Sydeuropa bidrager positivt, hvor marmorerede udskæringer med ben samt kalvekød til blandt andet Grækenland og Portugal trækker læsset.
- Eksporten til vores sydeuropæiske kunder fortsætter i et pænt gear for årstiden, og det giver os en god balance i en periode, hvor andre dele af markedet bevæger sig mindre, siger Henning Sønnichsen.
Der er slagtet op ved ugens udgang, og der udsættes derfor ikke slagtedyr til kommende uge. Med tilmeldingen til næste uge ventes der igen at være slagtet op ved ugens afslutning.








































