Ugens kreaturnoteringer er uændrede i alle kategorier. Markedet for okse- og kalvekød præges i øjeblikket af en balance mellem et lavt udbud og en tilsvarende afdæmpet efterspørgsel, som følger det sæsonmæssige mønster.

Ifølge Danish Crown Beef er slagtningerne generelt små i Europa, men det harmonerer med det aktuelle afsætningsbillede.

- Markedet er præget af en vis stabilitet for tiden, hvor aktiviteten daler en smule med årstiden, men det står omvendt mål med de aktuelt lave slagtetal. Derfor er fokus at holde vores hverdagssalg ved lige, så vi ikke ender med en eller flere delstykker, som går i stå. Der står vi umiddelbart i en god situation for nuværende, siger Henning Sønnichsen, salgsdirektør i Danish Crown Beef, i den ugentlige beretning.

Eksporten til Sydeuropa ligger fortsat på et tilfredsstillende niveau set i forhold til årstiden. Især Grækenland viser god aktivitet forud for »Kødets Dag« den 15. februar, som samtidig markerer begyndelsen på den første del af fasten.

- Der er en stærk eksport årstiden taget i betragtning, og det gælder både det marmorerede oksekød til Spanien og Italien og kalvekødet til Grækenland, siger Henning Sønnichsen.

Slagtningerne i den forløbne uge har ligget på det forventede niveau. Snevejret hen mod ugens afslutning har dog medført, at en mindre pulje slagtedyr er blevet udskudt til den kommende uge.

Med den aktuelle tilmelding forventes det, at slagtningerne vil være indhentet ved ugens udgang.

Finans