Uændret notering: Roligt vinterferiemarked holder oksekødpriserne i ro
Klassisk februar-afmatning på hjemmemarkedet. Eksport og foodservice holder hånden under afsætningen af oksekød.

Roligt vinterferiemarked holder kreaturpriser uændrede, mens eksport og foodservice stabiliserer afsætningen. Arkivfoto
Det danske marked for okse- og kalvekød bevæger sig aktuelt i et roligt tempo. Skolernes vinterferie i uge 7 dæmper aktiviteten i detailleddet, og samtidig er februar traditionelt en stille måned for handlen.
Dermed er kreaturnoteringen i alle kategorier for den kommende uge uændrede.
Hos Danish Crown Beef genkender man billedet for denne tid på året.
- Mønstrene er helt klassiske for februar, som er en af de mere stille måneder, når det kommer til handlen med okse- og kalvekød. Vi sørger for at holde bund i det daglige salg, men det er kampagner, der driver det danske detailmarked, og der har vi heldigvis et fint samarbejde med kæderne, så vi ligger fint trods årstiden, siger Henning Sønnichsen, der er salgsdirektør i Danish Crown Beef i den ugentlige beretning.
Også på det tyske marked er tempoet afdæmpet. Dermed er det fortsat Sydeuropa og det danske foodservice-marked – herunder restauranter og kantiner, som bidrager med de mest stabile lyspunkter i afsætningen for årstiden.
- Vi ligger fortsat godt på eksportmarkederne, men der er lidt støj nogle steder omkring priserne, fordi der i ny og næ udbydes partier under markedet. Det er ikke noget, der generer vores handel med de faste kunder, som er langt størstedelen af det, vi laver, men det giver nogle skvulp, som markedet skal absorbere, tilføjer Henning Sønnichsen.
Der er i den forløbne uge slagtet som forventet, og ved ugens udgang er der stort set slagtet op.
Med den aktuelle tilmelding til den kommende uge ventes situationen at gentage sig, så der igen vil være stort set slagtet op ved ugens udgang.








































