Danish Crown Beef sænker i denne uge kreaturnoteringerne med 50 øre for alle kategorier. Baggrunden er et marked, der fortsat er præget af hård konkurrence og stigende pres på priserne.

Ifølge Danish Crown arbejder virksomheden målrettet på at holde varerne i bevægelse og undgå lageropbygning i en periode med stor usikkerhed på markedet.

- Markedet er fortsat under stort pres, og det gælder især forfjerdingerne. På trods af relativt høje slagtetal og stabil aktivitet er det vanskeligt at skabe balance i markedet, og prisniveauerne bevæger sig nedad flere steder, siger Henning Sønnichsen, salgsdirektør i Danish Crown Beef i den ugentlige beretning.

På eksportmarkederne er der fortsat aktivitet, blandt andet til Sydeuropa og Grækenland, hvor enkelte produkter fortsat holder et stabilt niveau. Til gengæld oplever markedet stigende pres på småkød og trim, hvor handlen i høj grad er præget af kortsigtede dispositioner.

- Rygprodukterne klarer sig fortsat bedst, særligt inden for foodservice, hvor efterspørgslen er mere stabil. Til gengæld er store dele af forkødet fortsat under pres, især bov og tykkam, og også kalvekødet møder stigende konkurrence på flere markeder, siger Henning Sønnichsen.

På hjemmemarkedet beskrives afsætningen som relativt stabil, selv om både detailhandel og foodservice fortsat er præget af skarp priskonkurrence og stort fokus på lave priser – særligt på småkød.

Helligdage giver fortsat udfordringer

De mange helligdage i den seneste periode påvirker fortsat slagtekapaciteten hos Danish Crown. Færre slagtedage end normalt har medført en ophobning af dyr, som slagteriet fortsat arbejder på at afvikle.

I Holsted bliver der ikke slagtet fredag i næste uge på grund af grundlovsdag, og derfor må enkelte dyr udsættes til ugen efter. Danish Crown oplyser dog, at kapaciteten øges de øvrige dage for at få slagtet så mange dyr som muligt.

I Aalborg slagtes der alle dage i næste uge.

Der vil samtidig ikke være mulighed for nødslagtning på grundlovsdag, da Fødevarestyrelsens dyrlæger ikke er til rådighed denne dag.

FinansKvæg