Større russisk høst kan presse hvedeprisen yderligere
AgroMarkets vurderer, at større russiske hvedeudsigter kan sende hvedepriserne længere ned frem mod høst.

Landmænd med lager og likviditet bør ifølge AgroMarkets overveje at vente med salg af korn til efter 1. november. Arkivfoto
- Vi ser mulighed for yderligere fald, skriver AgroMarkets i en markedsanalyse.
Analysehuset peger på, at både de russiske analysefirmaer SovEcon og Ikar har hævet deres forventninger til årets russiske hvedehøst. Prognoserne ligger nu over det seneste skøn fra det amerikanske landbrugsministerium USDA.
Ifølge AgroMarkets øger det udsigten til et større globalt udbud og hårdere eksportkonkurrence fra Sortehavsregionen.
Samtidig er hvedepriserne allerede faldet mærkbart.
- Hvedepriser er ved salg til foderstofferne faldet 4 til 5 DKK siden 1. juni, konstaterer AgroMarkets.
Analysehuset peger på, at gode vækstforhold i store dele af EU og udsigt til en stor høst er med til at forstærke prispresset.
- Har du lagerfaciliteter og den nødvendige likviditet, anbefaler vi, at du lægger kornet på lager og venter med at sælge til efter 1. november, lyder rådet fra AgroMarkets.





































