Alle grisenoteringer er uændrede i næste uge, melder Danish Crown.
Feriesæsonen går på hæld i det nordlige Europa, og det skaber en pæn aktivitet.
- I et normalt år sætter ferieugerne i Spanien, Frankrig og Italien typisk priserne på særligt skinkerne under pres, men det ser ikke ud til at ramme os i år. Tværtimod har vi set en stigende interesse fra indkøbernes side den seneste uge, og nu skal vi helst se, at det bider sig fast, siger markedsdirektør Mads Stougaard.
Priserne er generelt stabile i øjeblikke.
- Den store ubekendte i Europa lige nu er mængden af varer, der i de kommende uger rammer markedet fra frysehusene. Forårets EU-ordning med støtte til privat oplagring løber i øjeblikket ud, og det vil sende nogle frosne varer i markedet, vi kender de samlede mængder, men der er ingen der har et overblik over hvor store mængder, der kommer ud hvornår, siger Mads Stougaard.
Til markederne udenfor Europa er der et stabilt salg til Japan og en bedring i interessen fra Kina.