Feriestemning giver nyt fald til svinenoteringen

Markedet for grisekød er præget af sæsonnedgang, og Danish Crowns grisenotering falder med 20 øre.

Det europæiske marked for grisekød er præget af jule- og nytårsferien, og det giver anledning til et nyt fald i svinenoteringen. Det skriver Danish Crown i sin ugentlige markedsberetning, hvor det fremgår af noteringen falder med 20 øre og lander på 12 kroner ligeud. 

Den tyske svinenotering har ellers beholdt niveauet på to euro (14,9 kroner), fremgik det i går af en skrivelse fra Danske Svineproducenter. 

Hos Danish Crown forklarer man sig blandt andet med mærkedagen hellig tre konger den 6. januar, hvor alt vil være lukket i de katolske lande, mens en del mindre forarbejdningsvirksomheder endnu ikke har startet produktion op igen efter nytår.

- Aktiviteten i markedet er altid lav i årets første uge. Detailhandlen ændrer deres sortiment til vintervarer, mens vores kunder i forædlingsindustrien lige skal have overblik over både deres lagre og ordrer for de kommende uger, inden de går i markedet og sikrer sig deres råvarer, fortæller Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown.

Slagterigiganten melder samtidig om en lav efterspørgsel på frosne varer fra markednerne udenfor Europa. Forbrugere i Japan og Sydøstasien ser ud til at være blevet mere tilbageholdende, ligesom den aktuelle coronabølge i Kina spiller negativt ind.

- Næste fixpunkt i Asien er fejringen af det kinesiske nytår, som i år falder den 22. januar. Det er en højtid som på forbrug af grisekød overgår julen i Europa. I den forbindelse er det værd at huske, at der er mange kinesere bosat i Sydøstasien, som stadig fejrer højtiden. Derfor har vi skarpt øje på, hvordan salget til særligt Asien vil udvikle sig mod slutningen af januar, siger Mads Stougaard.

Svinenoteringen stod i løbet af efteråret stille ved 12,4 kroner i flere måneder, inden den svang sig op på 12,6 op imod julen. Siden er noteringen dog faldet ad to omgange igen. 

Læs også