Markedet for europæisk oksekød er for alvor præget af, at industriferien er på sit højeste. Det er helt normalt, at salget dykker i disse måneder, og det rammer også afsætningen hos Danish Crown Beef.
Også det ustadige danske vejr sætter en dæmper på lysten til at grille og dermed en mindre afsætning af grillprodukter, skriver slagteriet selv i en markedsberetning.
Det fremgår, at kategorierne Dansk Kalv, ungtyre 12-24 mdr. og kvier/stude 12-16 mdr. er uændret, mens de øvrige kategorier falder med 50 øre.
- Vi ser, at kunderne holder igen i sommerferieperioden, og det danske marked bærer præg af, at danskerne har sat sig bag rattet og er kørt sydpå mod varmere himmelstrøg. Det er helt normalt, at salget går mere trægt her i juli og således også i år. Vi kan kun krydse fingre for, at sommervejret vil rette sig, så flere finder grillen frem, siger salgsdirektøren i Danish Crown Beef, Henning Sønnichsen.
Afsætningen til Sydeuropa har også været svagere i den seneste tid, selvom en del ordre holdes på et nogenlunde niveau.