Danish Crowns sonotering falder med 40 øre for fjerde uge i streg. Svinenoteringen er uændret.
Udbuddet af grisekød i Europa er i øjeblikket stigende, men Danish Crown kan stadig holde sine priser. Sådan lyder det fra slagterikoncernen i sin ugentlige markedsopdatering.
Her fremgår det, at svinenoteringen holder det nuværende niveau på 12,7 kroner pr. kg. Til gengæld falder sonoteringen for fjerde uge i streg med 40 øre og ligger nu på 10,6 kroner pr. kg. Sonoteringen har været på vej ned siden i sommer, da den toppede på 13,2 kroner pr. kg.
Ifølge markedsdirektøren hos Danish Crown, Mads Stougaard, er det stigende udbud af grisekød kommet senere end ellers.
- Det er en helt normal bevægelse i markedet, men den er kommet senere i år end normalt. Det skyldes formentligt den varme, der havde godt fat i den sydlige del af Europa helt frem til midten af oktober. Udfordringen på den korte bane er, at vi møder en række aktører fra Sydeuropa i markedet, som på nogle varer er meget aggressive på prisen, men indtil videre kan vi stort set holde vores priser, fordi vores salg er bedt funderet, fortæller Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown.
Det er især priserne på skinker med ben, der er kommet under pres, og det er det helt typiske billede, når antallet af slagtninger stiger, fordi det både kræver en del mandskab og faste afsætningskanaler at sælge kødet fra udbenede skinker, skriver Danish Crown.
- Vi forventer et forholdsvist stort udbud af kød i Europa, indtil julehandlen for alvor tager fart i den sidste halvdel af november. Samtidig har der været helligdage i Tyskland i den her uge, og det giver altid nogle skvulp i markedet, når både slagtning og produktion står helt stille en enkelt dag, men vi forventer samlet set at kunne holde priserne i de kommende uger, da vi har en god ordrebeholdning, siger Mads Stougaard.