Kinas landbrugsministerium har annonceret en nedjustering af målet for antallet af avlssøer fra 41 millioner til 39 millioner. Denne beslutning er truffet for at stabilisere svineproduktionen og undgå store udsving, skriver Landbrug & Fødevarer i Markedsnyt for Grisekød, som har historien fra Reuters.
For at sikre en stabil produktion af grise vil ministeriet implementere reguleringsmæssige tiltag, hvis antallet af avlssøer stiger eller falder for meget. Målene for antallet af søer vil fremover blive dynamisk justeret afhængigt af ændringer i forbrugsmønstre og effektiviteten i svineproduktionen.
Landbrugsanalytiker Even Pay fra Trivium China bemærker, at disse tiltag signalerer en opfattelse af betydelig overkapacitet i den nuværende svinebestand.
Seneste opgørelse viser, at antallet af søer i Kina lå på 40,67 millioner ved udgangen af januar, hvilket repræsenterede et fald på 6,9 procent sammenlignet med året før og et fald på 1,8 procent sammenlignet med måneden før.