Danish Crown Beef hæver notering med 50 øre

Markedet i Sydeuropa trækker priserne i markedet, og kombineret med en stærk afsætning til markederne uden for EU får det nu Danish Crown Beef til at hæve noteringen for okse- og kalvekød med 50 øre pr. kg.

Mange danskere er i gang med at afholde sommerferie i disse uger, og derfor er det danske marked for okse- og kalvekød som forventet mere stille end normalt. En fin afsætning til eksportmarkederne hjælper dog til en noteringsstigning, lyder det fra Danish Crown Beef, der hæver noteringen med 50 øre pr. kg.

- Vi er i gang med den danske industriferie, som betyder, at mange danskere er rejst til udlandet eller måske taget i sommerhus i Danmark. Det giver en forventelig mere stille periode på det danske marked, hvor der grundet Covid-19 også er færre turister end normalt, siger Henning Sønnichsen, der er salgsdirektør i Danish Crown Beef.

Derfor er det fortsat markedet i Sydeuropa, som i disse uger trækker priserne i markedet, kombineret med en stærk afsætning til markederne uden for EU. 

Normaliseres

- Vi har bredt set en fin afsætning til alle vores eksportmarkeder, som er med til at hive markedet op lige nu. Det er dog ikke forventningen, at det fortsætter med at stige de kommende uger. I stedet forventer vi, at markederne bliver normaliseret i takt med, at sommerferieperioden lakker mod enden, siger Henning Sønnichsen.           

Læs også