Grisenotering holder sig i ro

Små skridt på stedet. Det er de ord, der bedst karakteriserer det europæiske marked for fersk grisekød lige nu. Derfor bevæger markedet sig kort fortalt sidelæns, skriver Danish Crown i sin markedsberetning, hvor noteringen for grise i næste uge forbliver på uændret niveau.

- Vi er et sted, hvor alle leder efter den nye normal. Altså, hvad er niveauet for priserne på ryggen af de prisstigninger, som inflationen lige nu har udløst. Det er svært at svare på, og derfor er forbrugerne tilbageholdende med deres indkøb, og detailhandlen holder igen med kampagnerne på eksempelvis grisekød. Det kan aflæses i forbruget, men på et tidspunkt har forbrugerne tømt både køleskabet og fryseren, og så vil forbruget stige igen, siger Kasper Lenbroch, der er kommerciel direktør i Danish Crown.

Skinker afsættes jævnt, og salget af bacon, kamme og brystflæsk er stabilt. Priserne på forender, bove og nakker halter til gengæld, fordi grillsæsonen endnu ikke for alvor er kommet i gang.

Læs også