Ifølge Danish Crown har gråvejret sin indvirkning på efterspørgslen af oksekød, og det påvirker noteringen.
Efterårsvejret sætter sine spor i de varer, der efterspørges på det europæiske marked for okse- og kalvekød. Derfor er det danske marked også kølet ned, som det ofte er tilfældet i løbet af september.
Således sænker Danish Crown noteringen for oksekød med 40 øre for samtlige kategorier i uge 39. Det skriver slagterivirksomheden i en ugentlig markedsberetning fredag.
- Det danske detailmarked kommer til at samle sig om kampagner i efteråret, og det kommer der lidt skub i de næste uger, siger Henning Sønnichsen, der er salgsdirektør i Danish Crown Beef. Han tilføjer:
- Det er med til at holde bund i markedet, men september er traditionelt en lidt svagere måned, så det er ikke overraskende, at det hele køler lidt ned. Der er selvfølgelig de klassiske efterårsudskæringer, som begynder at røre på sig, og dem har vi fået lavet et rigtig godt samarbejde om sammen med vores kunder.
Svag efterspørgsel uden for Europa
På de dyre udskæringer, som går til de sydeuropæiske markeder, begynder efterspørgslen at flade en anelse ud, og udenfor Europa er der ikke meget at hente.
- Det store tyske marked er fortsat i slæbegear, hvor forbrugerne søger mod billigere kødtyper og udskæringer, siger Henning Sønnichsen og fortsætter:
- Der er samtidig et hårdt pres på prisen på det globale marked, og det betyder, at biprodukter, som allerede er faldet over sommeren, og andre mindre efterspurgte varer i Europa er faldet yderligere i pris.