Danish Crown forventer at slagte søerne op i uge 25
Danish Crown er cirka to slagtedage bagud med so-slagtningerne, og nogle leverandører vil opleve at være op til en uge bagud, men i uge 25 regner Danish Crown med at være på omgangshøjde med soslagtningerne igen, efter at et udbrud af corona-virus lukkede for udbeningen på fabrikken WestCrown i Tyskland, så Danish Crown måtte lade so-slagteriet i Skærbæk stå stille i to dage.
- Det er ærgerligt, og vi beklager selvfølgelig de gener, som det medfører ved vores andelshavere. Lige nu arbejder vi hårdt på at indhente det tabte, før vi går ind i en sommerferieperiode. Derfor yder alle medarbejderne i Skærbæk en stor indsats for at holde kapaciteten så høj som mulig, og det betyder, at vi kommer til at reducere mængden af udsatte søer jævnt over de kommende uger, siger Nicolaj Nørgaard, der er direktør i Ejerservice.
Slagteriet har en god kapacitet, da medarbejderne har sagt ja til at slagte 2. pinsedag og grundlovsdag, og det betyder, at Danish Crown ved udgangen af uge 23 har reduceret de udsatte til cirka en slagtedag.
- Vi kommer til at køre på fuldt tryk i de kommende uger, og derfor vil der være behov for øget fleksibilitet både hos medarbejderne, men også hos ejerne omkring eksempelvis afhentning, så derfor håber jeg, at vores ejere vil holde tæt kontakt med Centralplanlægningen og hjælpe med at få mængden af udsatte reduceret i et jævnt tempo, siger Nicolaj Nørgaard.
Tørke i Vesteuropa
Store dele af Sortehavsregionen og Europa har kun oplevet små nedbørsmængder henover foråret, konstaterer Jyske Bank i en afgrødekommentar.
- Imidlertid bidrager tiltrængt nedbør i det sydlige Rusland og Ukraine til en stabilisering af udbytterne, mens tørken fortsætter i det vestlige Europa. Det betyder sandsynligvis, at Rusland for den nye høstsæson har kurs mod at genindtage tronen som topeksportør, efter den europæiske sprint denne sæson. skriver banken.
Også den amerikanske hvede er under pres, lyder meldingen.