Danish Crown lancerer et nyt koncept, der gør det muligt at supplere kødet med grøntsager.

Allerede i næste uge vil der i kølediskene hos REMA 1000 og MENY være pakker med hakket grisekød eller hakket oksekød, hvor halvdelen af indholdet er erstattet af grøntsager.

- Konceptet hedder 50/50, og bliver lanceret i både en okse- og grisekødsvariant. 50 procent af indholdet er kød af den samme høje kvalitet, som danskerne kender fra Danish Crowns produkter, mens de resterende 50 procent er grøntsager, der selvfølgelig også er af høj kvalitet, siger Finn Klostermann, der er CEO i Danish Crown Beef

Flere slagtninger på vej i Tican

Der er slagtet færre grise i Danmark i første halvdel af 2019 sammenlignet med 2018.

- Dette har også påvirket Tican, omend faldet hos os har været mindre end på landsplan. Vi har derfor desværre været nødsaget til midlertidigt at reducere kapaciteten i Brørup hen over sommeren. Forventningen er dog, at leverancerne atter stiger i løbet af efteråret, således vi igen kan nå fuld slagtekapacitet, lyder det i et nyhedsbrev fra Tican.

Tican har tegnet kontrakter med en række nye leverandører af slagtesvin, som vil påbegynde levering fra sommeren 2019 og indtil sommeren 2020. Den øgede tilførsel af slagtesvin betyder, at der bliver behov for yderligere slagtekapacitet i løbet af det kommende år, vurderer slagteriet.

- Vi glæder os over, at vore to slagterier i Danmark kører rigtig godt, og planen er, at vi fortsat skal vækste og udvikle os. Planer og virkeligheden viser sig dog ikke altid at følges helt ad, og der kan opleves bump på vejen som f.eks. de lavere tilførsler af slagtesvin i 1. halvdel af 2019, der overraskede alle prognosemagere. Dette ændrer dog ikke på vores retning for virksomheden, og at vi i Tican skal slagte flere grise her i Danmark, lyder det fra Tican.

US-sojaeksport under pres – hvedeeksport overrasker

Den amerikanske eksport af sojabønner har det tilsyneladende hårdt i en tid med amerikansk handelskrig med Kina.

- På sojabønner ligger salget 42 procent lavere end samme periode sidste år, konstaterer Jyske Markets.

De danske markedseksperter konstaterer samtidig, at den amerikanske majseksport er presset af billige sydamerikanske varer, og at eksporten af majs nu er faldet med 56 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

I det scenarie stritter hveden ud.

Niveauet for den samlede amerikanske hvedeeksport i denne sæson er således 22 procent højere, end det var tilfældet på samme tidspunkt sidste år. Kombineret med, at det ugentlige salg af amerikansk hvede overraskede markedet på den positive side, så blev der købt lidt op i den amerikanske hvede, som torsdag amerikansk tid steg med lille procent ovenpå nyheden, konstaterer Jyske Markets. 

Den europæiske hvede har senest fanget lidt momentum i ly af stigende amerikanske priser. Stigningen skal ses i lyset af, at markedet har været presset pænt i bund.

 

Finans