Erhvervstilliden for servicesektoren i USA, ISM, er faldet fra indeks 56,4 til 52,6 – forventningen lå på 55, skriver Nykredit i en kommentar.
- Indekset for både nye ordrer, beskæftigelse og forretningsomfang faldt en del.
- Aktiviteten i servicesektoren mister fart på et tidspunkt, hvor bekymringerne om amerikansk økonomi allerede er for opadgående. Handelskrigen er eskaleret over de seneste måneder, og det har på det seneste afspejlet i kraftigt forværrede tegn fra den amerikanske industri, skriver Nykredit, og tilføjer, at servicesektoren er den sektor, der skal sikre, at svækkelsen i økonomen ikke ender med at gå ud over de forbrugere, der lige nu holder global efterspørgsel oppe.
- Det er nemlig i servicesektoren, at langt de fleste af jobbene bliver skabt, og et stærkt arbejdsmarked er afgørende for forbrugernes optimisme og forbrugslyst. Dagens tal viser, at også servicesektoren taber højde, men det sker trods alt fra et højt niveau. Men hastigheden er bekymrende. Vi er dog endnu ikke der, hvor USA's økonomi er på vej ud over kanten, skriver Nykredit, der heller ikke forventer, at det går så galt.
Forventning: FED sænker renten
De seneste dages svækkelse i nøgletal har pustet recessionsfrygten til live igen. Det har skabt store fald i aktiemarkederne verden over i ugen.
- Men svage nøgletal og markedsuro betyder også, at det bliver stadig mere sandsynligt, at den amerikanske centralbank vil imødegå usikkerheden med endnu en rentenedsættelse på dens møde i slutningen af måneden, vurderer Nykredit i en kommentar.
Sojahop
Torsdag tog sojaolien et pænt hop på 2,5 procent og etablerede rent teknisk et luk over det lange 200-dages glidende gennemsnit.
- Endnu en positiv bevægelse i en stigende trendkanal, som blev etableret tilbage i maj 2019. Næste interessante niveau for modstand ligger i 30,35 US-dollar pr. bushel, 1,5 procent højere end det nuværende prisniveau. Kommer vi op og tester denne top, så nærmer vi os tilmed toppen af den stigende trendkanal, skriver Jyske Bank i en afgrødekommentar.
Stigningen i sojaolien kom efter nye lagertal fra USA, som lå under markedets forventning. Samtidig steg råolien tre procent fra bunden hen over eftermiddagen torsdag, og det var dermed medvirkende årsag til stigningen i sojaolien, vurderer banken.
Også sojabønnerne overraskede positivt med et ugentligt salg på 2.08 mio. tons. Det højeste niveau i syv måneder, påpeger Jyske Bank.
Ok jobtal fra USA
Der blev skabt 136.000 nye job i USA i september måned – stort set på linje med forventningen på 145.000. Arbejdsløsheden faldt til gengæld fra 3,7 procent til 3,5 procent – det laveste niveau siden slut-60’erne.
En jobskabelse, der holder skindet på næsen, er lige, hvad markederne tørster efter ovenpå en skuffende udvikling i afgørende nøgletal tidligere i denne uge. Strejker i General Motors, hvor titusindvis af medarbejdere har nedlagt arbejdet i september, kan ovenikøbet have påvirket dagens tal negativt.
Jobmarkedet kan dog ofte halte en smule efter andre økonomiske signaler, da virksomheder ikke nødvendigvis sender medarbejdere på gaden eller stopper igangværende ansættelsesprocesser, blot fordi de over en kort periode oplever forværrede forretningsforhold. Men fastholdes svagheden, så reagerer virksomhederne også på det. Så usikkerheden om økonomien er ikke forsvundet, skriver Nykredit i en kommentar.
- Recessionsfrygt spirer og bekymringerne om amerikansk økonomi har været kraftigt for opadgående efter de toneangivende og typisk meget troværdige ISM-barometre signalerede en ret voldsom opbremsning i både industrien og servicesektoren i USA. Specielt det sidste bekymrer, da servicesektoren står for langt den største del af jobskabelsen. Tegn på at den underdrejede industri smitter negativt af på servicesektoren, nærer derfor recesionsfrygten. Dagens tal kan dog medvirke til at dæmpe frygten en smule – men det er ikke stærkt nok til at skabe stor begejstring. Jobvæksten er tydeligvis decelererende.
Med stigende usikkerhed om amerikansk økonomi er der svært at finde på gode argumenter for, hvorfor Federal Reserve ikke skulle sætte renten ned på dens møde i slutningen af oktober, vurderer Nykredit