Høsten i gang på den nordlige halvkugle

Høsten af vinterbyg er i gang i Ukraine og Rusland. Men også på den anden side af Atlanten er de i gang, oplyser AgroMarkets.

- I de sydlige stater i USA, for eksempel Texas, er de i gang med høsten af vinterhvede. Der er ingen officielle udmeldinger på udbytterne endnu, men ad de kanaler, som AgroMarkets følger, ser høsten fornuftig ud og præsterer godt. Samlet set er der nu høstet 15 procent af den amerikanske vinterhvede og hele 68 procent i staten Texas. Vinterhvede er dog ikke hovedafgrøden i USA, da klimaet i hvedebæltet er for barsk til at dyrke vinterhvede. Her er det vårhvede og majs, der er de store afgrøder, skriver AgroMarkets i en analyse. 

De, der har fulgt AgroMarkets råd, venter fortsat med at sælge de sidste 25 procent af kornhøst 2020.

Foderkøbere dækker sig af frem til nytår 2020.

 

 

Minister talte sojabønner op

USA’s handelsminister, Lighthizer, har udtalt, at både han og kinesiske embedsmænd forventer, at Kina og USA vil leve op til deres tilsagn i fase 1-handelsaftalen.

- Dermed forsøger Lightizer at nedtrappe den skærpede retorik fra Trump, idet det vurderes at være et forsøg på at flytte fokus på anden bølge af Covid-19-udbruddene. Kommentaren kommer samtidig med, at Kinas import af amerikanske landbrugsprodukter halter langt efter, hvad der er nødvendigt for at leve op til aftalen, skriver Jyske Bank i sin daglige afgrødekommentar.

- Direktøren for landbrugsgiganten Cargill’s brasilianske afdeling udtalte i går at han forventer en nedgang i den brasilianske sojaeksport frem mod september, som følge af mere konkurrencedygtige amerikanske bønner, samt at prisen i højere grad vil afgøre, hvorfra Kina importerer sit soja, tilføjer banken.

Finans