Markedsnoter: Kinesisk støtte til sojaprisen

I sojakomplekset fandt bønner og skrå i forgårs support fra kinesiske indkøbere, der rygtes at have købt mellem 12 og 15 laster sojabønner, svarende til op mod én million ton, efter at det kinesiske regeringskontor har tildelt yderligere dispensationer fra dets gengældelses-importtold mod amerikanerne.

Det skriver Jyske Bank i en afgrødekommentar.

Denne uges prisstigninger betyder ifølge banken, at sojaskrå er brudt ud af sit to måneders snævre 10 US-dollar-handelsinterval, hvor det igen ikke formåede at bryde ned gennem 290 dollar, som de seneste tre år adskillige gange har ageret støtteniveau.

- Volatiliteten i sojabønnemarkedet har som konsekvens af de små prisudsving været faldende, men det er ikke unaturligt, at risikopræmierne øges henover den sydamerikanske vækstsæson de kommende måneder, hvor vind og vejr spiller en betydelig rolle, skriver Jyske Bank.

Samtidig skriver banken, at Argentina fortsat meldes at være en hård konkurrent på eksporten af sojaskrå, ligesom produktionen for kommende høst generelt tegner lyst ud af Sydamerika.

- De spekulative fonde ligger short med omkring 60.000 kontrakter jævnfør fredagens CFTC-rapport, og short-covering heraf vurderer vi på den korte bane kan understøtte sojaskråen. Men så længe det fundamentale billede ikke har ændret sig markant, ser vi ingen grund til at ændre vores anbefalinger.

Sen høst og såning i USA

Foreløbig er blot 7 procent af de amerikanske sojaarealer høstet mod et 5-års gennemsnit på 20 procent – den langsomste start på sojahøsten siden 1996, konstaterer Jyske Bank i sin daglige afgrødekommentar.

- I majsen har den sene tilsåning medført, at blot 43 procent af den amerikanske majs estimeres moden på nuværende tidspunkt, mod et femårs gennemsnit på 73 procent. Samtidig har mejetærskerne svært ved at komme i marken, da der rapporteres om, at større mængder nedbør sætter en dæmper på høstaktiviteten.

Majsen lukkede i forgårs i det højeste prisniveau i over syv uger.

God konkurrence på planteværnsmidler

Afgiften på Kerb 400 blev til sidste sæson sat væsentligt ned, og det gjorde, at græsmidlet faldt fra 300 kroner pr. liter ned til det nuværende prisniveau på cirka 210 kroner pr. liter, skriver AgroMarkets i en markedsanalyse.

- Prisjusteringen er efterhånden nået hele vejen rundt i forhandlerleddet, men for en sikkerheds skyld er det en god idé at tjekke, at prisniveauet ligger rigtigt i tilbuddet, skriver AgroMarkets.

Analysehuset konstaterer, at der i øjeblikket er en god konkurrence på markedet for planteværn, og prisniveauet for efterårets planteværn er »meget tilpas«.

AgroMarkets anbefaler landmændene at lave en udbudsrunde for at sikre de laveste priser på deres sprøjtemidler.

- Det kræver dog lidt arbejde at sammenligne dine forskellige tilbud, men vores erfaring viser, at timelønnen herved er god, lyder det.

Læs også