Krisen indhenter minkavlere

November måned har været hård ved danske pelsdyravlere, lyder det fra foderstofleverandøren R2 Agro A/S i en pressemeddelelse. 

- Minkbranchen oplever særligt hårde tider lige nu, og der går stadig lidt tid, før markedet omkring mink stabiliserer sig, fortæller erhvervsøkonomisk chef i Seges, Klaus Kaiser.

Minkbranchen er fortsat ramt af et for stort udbud på det internationale marked.

- De konkurser, vi ser på det danske marked, kommer forskudt af prisfaldets indtog. De gode konjunkturer for nogle år tilbage og de danske minkavleres skindkvalitet har gjort, at de fik så gode priser, at de økonomisk har været godt polstret til de svære tider, som de nu oplever. Krisen indhenter dem dog nu, men ikke i helt samme grad, som vi ser i udlandet, siger Klaus Kaiser, og tilføjer:

- Nogle af de danske producenter er stoppet, men andre har valgt at nedtrappe produktionen og beholde en stambesætning for at holde fast i det gode avlsarbejde, der er tradition for i Danmark. Så er de klar til at optrappe produktionen, når priserne igen begynder at stige.

Klaus Kaiser pointerer, at minkbranchens krise fortsat tager ofre, heriblandt en del udenlandske lykkeriddere, der startede, da priserne var meget høje for 5-6 år siden. 

Flere aktører i minkbranchen, deriblandt R2 Agro A/S, er overbeviste om, at pelsmarkedet igen vil stabilisere sig. 

Læs også