Markedsnoter: EU-hvede fanget mellem op- og nedtur

Mens amerikansk hvede er på vej ned i prisniveau, er priserne på russisk hvede på vej opad. Det skriver Palle Jakobsen i en analyse på Agrocom.dk. Derned er hvede fra EU-landene fanget midt mellem negative impulser fra USA og bedre efterspørgsel takket være de stigende russiske priser.

- Tidligere på året blev den amerikanske hvede sendt i vejret, men priserne i EU og Rusland fulgte ikke med op. Dermed blev amerikanerne efterladt i en prismæssig liga for sig selv, og det har ramt den amerikanske eksport, skriver Palle Jakobsen i sin analyse.

- De amerikanske eksportører har således travlt med at sende priserne ned, så de igen kan tilkæmpe sig en position på verdensmarkedet og den opgave bliver ikke nemmere af, at dollaren er på vej i vejret. Trenden på US hvede basis frit om bord (FOB) den Mexicanske Gulf er således vendt fra stigende til faldende efter brud under 195 euro, hedder det videre.

Ifølge Palle Jakobsen er der udsigt til, at hvede fra EU og Rusland i den kommende tid vil nærme sig niveauet fra USA. Omvendt vil amerikansk hvede søge nedad.

Styrtdyk åbner for fast minusrente på boliglån

Jysk Realkredit har åbnet et realkreditlån med en fast rente på minus 0,5 procent. Det oplyser instituttet i en meddelelse til Fondsbørsen.

Det er den seneste tids internationale begivenheder, der har medført den historiske udbydelse. Handelskrigen mellem USA og Kina, uroen i Mellemøsten og udsigterne til, at Storbritannien træder ud af EU uden en aftale, har været medvirkende til den seneste udvikling.

Lånet har en løbetid på ti år.

Nord-West-noteringen uændret

Der er ikke udsigt til, at smågrisepriserne falder i Tyskland, medmindre slagtesvinenoteringen falder kraftigt, skriver Danske Svineproducenter i en markedskommentar.

Mandag meldte producentforeningen, at Nord-West-noteringen uændret var på 56,00 euro, mens noteringen for 8-kilos grise var på 36,80 euro. Dermed er noteringen faldet med otte euro siden sidste måneds højdepunkt på 64 euro.

Selvom smågrisenoteringerne er faldet markant i de seneste uger, er der ingen grund til at blive nervøs som smågriseproducent. For det første må man konstatere, at smågrisenoteringerne var på højt niveau i forhold til slagtesvinenoteringerne i begyndelsen af juli måned. For det andet er prisnedturen på smågrisemarkedet på denne årstid typisk for det sæsonmæssige mønster på smågrisemarkedet. Efterhånden har smågrisenoteringerne stabiliseret sig nu, og det er p.t. usandsynligt, at nedturen fortsætter, medmindre slagtesvinenoteringerne falder igen.

Efter to uger med faldende priser er den tyske slagtesvinenotering imidlertid steget igen med 30 øre i onsdags. En grund til noteringsstigningen var sandsynligvis den lavere daglige tilvækst i forbindelse med varmen i Tyskland. Ikke desto mindre forventer de fleste tyske markedsinteressenter, at prisstigningen ikke kun var midlertidig.

Nye prispositive impulser forventes i forbindelse med månedsskiftet og den sluttende ferietid i Tyskland. Desuden bliver det tydeligere og tydeligere, at udbuddet på de internationale kødmarkeder aftager.

 

Læs også