Danish Crown satte i går noteringen for slagtesvin op med 20 øre fra 11,20 kroner til 11,40 kroner. Samtidig stiger noteringsprisen på søer med 40 øre til 8,40 kroner.

Det oplyser Danish Crown i en markedsorientering. Dermed følger den danske notering efter den tyske, der i de seneste to uger har taget et pænt hop op. Ifølge Danish Crown er de stigende noteringer udtryk for betydelige rystelser på det internationale svinekødsmarked.

Først blev der lukket for eksport fra Tyskland til Filippinerne, derefter lukkede Kina ned for import fra Canada, og senest har Kina besluttet at begrænse importen fra USA betragteligt.

- Alt det her sker på et tidspunkt, hvor der er et relativt lavt udbud af grisekød globalt, men alligevel presser det priserne i store dele af Asien. Sælgere fra både Tyskland, Canada og nu USA er ude for at finde nye kunder, og det gør de med verdens ældste sælgerværktøj, nemlig lavere priser end konkurrenterne. Derfor ser vi et prispres på store og vigtige markeder som Japan, Sydkorea og Australien, men heldigvis er der kommet mere gang i Kina, så det mere end kompenserer for det, vi mister andre steder, fortæller Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown.

Briter går efter frihandelsaftale med USA efter brexit

Storbritanniens udenrigsminister mødtes med Trump i Washington. Målet er en hurtig frihandelsaftale med USA, skriver Ritzau.

Efter et møde med Trump og hans vicepræsident, Mike Pence, i Washington onsdag, siger den britiske udenrigsminister Dominic Raab, som er sendt til USA af premierminister Boris Johnson i et forsøg få en post-brexit frihandelsaftale på plads hurtigt:

- Storbritannien ser frem til at arbejde sammen med vore amerikanske venner om en frihandelsaftale, der er god for begge lande, lige som vi ser frem til et samarbejde om vore fælles sikkerhedspolitiske udfordringer, siger Raab ifølge Ritzau.

Boris Johnson er opsat på at få Storbritannien ud af EU den 31. oktober, uanset om der er en aftale med EU eller ej. Det har medført, at en frihandelsaftale med Trump-administrationen har fået langt større betydning end tidligere.

Storbritanniens internationale handelsminister, Liz Truss, har samtidig indledt en række møder med ledende repræsentanter for det amerikanske handelsministerium og andre handelsorganer med det mål at lægge et fundament for en aftale.

- USA er vores største handelspartner, og vi har investeret over en billion dollar (omkring 6700 mia. kr.) i hinandens økonomier. Vi ønsker at få de formelle forhandlinger i gang meget hurtigt, skriver nyhedsbureauet.

Bedring i europæisk svinemarked

I Europa er markedet for svinekød ligesom i andre dele af verden i bedring. Særligt markedet for skinker og forender løfter sig lige nu. Brystflæsk sælges godt, men til gengæld er de hjembragte priser fra England under pres på grund af et større fald i kursen på det britiske pund.

- Der er mange ting, der flytter sig lige nu. I dele af Europa har sommervarmen betydet mangel på slagteklare dyr, og helt som vanligt presser det priserne op, men priserne i markedet flytter sig ikke lige så hurtigt.

Generelt set er udsigterne stadig positive, men uroen på verdensmarkedet har på få uger gjort udviklingen langt mere uforudsigelig, siger global salgsdirektør Lars Albertsen i markedsberetningen fra Danish Crown.

Finans