Stigende optimisme om handelskrigen mellem USA og Kina løftede fredag stemningen og var en klar bidragsyder til såvel råvare- som aktiemarkedet, der fik et ekstra løft, konstaterer Jyske Bank i en afgrødekommentar.
- 13 handelsrunder skulle der til, før USA og Kina kunne blive enige om en handelsaftale, om end en stærk begrænset en af slagsen, som Trump kalder en fase 1-aftale. Dermed har Trump slækket på kravene om, at en aftale skal være omfattende, og tilsyneladende var det et af de afgørende tiltag, der skulle til, for at få parterne til at nærme sig hinanden igen, skriver banken, og tilføjer:
- Aftalen begrænser sig fra USA’s side til at undlade at hæve tolden som ellers planlagt fra 25 til 30 procent for 250 milliarder US-dollars på kinesiske varer, men omfatter ikke tilbagerulning af den omfattende mængde told, der allerede er pålagt varehandlen. Til gengæld skal Kina markant øge deres opkøb af amerikanske landbrugsvarer over de næste to år, som primært vil bestå af sojabønner og svinekød.
Sojabønner steg
Da miniaftalen mellem USA og Kina kom i stand, steg sojakomplekset i niveauet en procent på udsigten til øget efterspørgsel fra Kina, beretter Jyske Bank i sin afgrødekommentar.
- Modstanden i 9,30 $/bushel for sojabønner er brudt og skaber luft på opsiden, men præmierne til sydamerikanske varer er indsnævret betragteligt, hvilket sætter et loft over stigningspotentialet. Bevægelserne i sojaskrå har været væsentligt mere afdæmpende, med et godt forsyningsbillede qua hård konkurrence fra sydamerikanske varer.
Nord-West-noteringen står stille
Nord-West-noteringen er uændret 57,00 euro, og for 8-kilos grise er den ligeledes uændret 37,40 euro. Det meddeler Danske Svineproducenter.
- Tyske omsættere rapporterer, at der ikke er problemer med at sælge smågrisepartier for tiden. Ligesom i Danmark i forrige uge er smågrisepriserne endda steget lidt i Holland i sidste uge. Den vigtige tyske Nord-West-notering er imidlertid fortsat uændret, skriver Danske Svineproducenter, og tilføjer:
- Hvis slagtesvinenoteringerne ikke falder i den nærmeste fremtid, bliver det mere og mere sandsynligt, at den sæsonmæssige nedtur på smågrisemarkedet udebliver helt i år.
De fleste markedsinteressenter regner ifølge Danske Svineproducenter fortsat med stabile slagtesvinepriser i Tyskland.
I Kina fortsætter prisopturen, så udsigten til højere grisekødeksporter fra USA til Kina (på grund af en ny aftale mellem USA og Kina, red.) har ikke haft en prisnegativ effekt.
- Markedseksperter forventer, at Kinas import af grisekød vil stige til 4,2 mio. tons i 2020. Det betyder, at der fortsat er gode afsætningsmuligheder for Europa, uanset om USA og Kina endelig får løst deres handelskonflikt, skriver Danske Svineproducenter.
Fald i svineproduktion
En række udvalgte lande i verden vil opleve et fald i deres svineproduktion på i gennemsnit 6 procent i 2019, og 11 procent i 2010. Det vurderer det amerikanske landbrugsministerium USDA ifølge Markedsnyt for Grisekød af Landbrug & Fødevarer.
- Nedgangen er naturligvis først og fremmest en følge af den markante nedgang i den kinesiske produktion, lyder det.
Ifølge tal fra det kinesiske landbrugsministerium lå den samlede kinesiske svinebestand i september måned 41,1 procent lavere end for et år siden.