Rekordhøj Chicago-hvede

Prisbevægelser på det amerikanske hvedemarked er værd at holde et vågent øje med.

Prisstigninger har ført til, at Chicago-hveden nu handler med en rekordhøj præmie på 86 cent/bushel til Kansas-hveden.

- Skæver vi mod vårhveden i Minneapolis, er der også her sket noget historisk sjældent. Her handler Chicago-hveden også med en præmie, mod sædvanligvis at handle med et fradrag til den mere proteinholdige vårhvede. Sidste gang det skete, var tilbage i 2007, hvor vi efterfølgende så kraftige prisstigninger i 2008, konkluderer Jyske Markets.

Alt stiger dog ikke i USA. Senest har sojabønnerne været under fornyet pres, efter flere private estimater nu lyder på en brasiliansk produktion på op mod 128-130 millioner tons. Dette sammenlignet med USDA’s estimat på 123 millioner tons, og sidste års produktion på 117 millioner tons. På den baggrund er der i stigende omfang forventninger til, at USDA hæver deres estimater i de kommende måneders WASDE-rapporter med 3-6 millioner tons.

- Den store produktion forventer vi begrænser stigningspotentialet i Chicago. Den store brasilianske sojahøst skaber samtidig forventninger om, at de amerikanske landmænd for kommende sæson vil øge majsarealerne på bekostning af lavere sojaarealer, skriver analytikerne.

Læs også