Hidtil har fondene primært koncentreret sig omkring sojakomplekset og majs på Chicago-børsen, men den tendens ser ud til at vende nu, vurderer Jyske Markets.
Møllehveden lukkede 1,5 procent højere torsdag, og det betyder ifølge en afgrødekommentar fra Jyske Markets, at en december-termin i møllehveden er steget 17 procent siden bunden medio august.
- Den gode efterspørgsel er med til at skabe logistiske flaskehalse i de russiske eksportterminaler, der har svært ved at følge med til at laste varer. Årsagen er blandt andet skærpet tilsyn med overlastede lastbiler, der skal være med til at sikre, at der ikke eksporteres større mængder end aftalt med de russiske myndigheder, skriver Jyske Markets, der konstaterer, at jo højere op, de russiske FOB-priser kommer, jo bedre er det for en europæiske hvedes konkurrenceevne.
- Læg dertil en høst, der for EU som helhed ikke har været prangende, tilføjer Jyske Markets, der også kan konstatere, at hveden på Chicago-børsen havde en god torsdag med en stigning på 3,6 procent.
Optur på trods
- Hidtil har fondene primært koncentreret sig omkring sojakomplekset og majs, mens deres appetit på hveden har været afdæmpet trods prisstigningerne. Men den tendens ser ud til at vende nu, og fondene var i går (torsdag, red.) købere af estimeret 13-14.000 kontrakter hvede, foruden 23.500 kontrakter majs, der steg små 2 procent, skriver Jyske Markets, og tilføjer:
- Er fondene først begyndt at gå ind i hveden, kan opturen endnu vare ved en rum tid endnu, selvom det kan være svært at begrunde rent fundamentalt med estimater om rekordstore globale slutlagre.
mip