Kina søger fortsat til Europa for at købe svinekød. Samtidig ser de bort fra import af svinekød fra USA. Det kan i den grad ses på prisudviklingen for svinekød i henholdsvis Danmark og Amerika.

Her i Danmark ligger svineprisen stadig højt til trods for coronakrisen. I USA er svineprisen derimod presset helt i bund. I al den tid, der er blevet handlet svinekød på den amerikanske CME-børs, har svineprisen aldrig været så lav, som tilfældet er lige nu.

Siden coronakrisen begyndte at ramme USA, har den amerikanske svinepris taget et nyt ryk ned mod nye historiske lavpunkter. Det store prisfald for amerikansk svinekød skyldes, at landets største slagteri i Sioux Falls, der producerer 5 procent af amerikansk svinekød, har måttet lukke ned. Det har skabt paniske tilstande blandt spekulanter på den amerikanske svinebørs, der således har solgt svinefutures med arme og ben gennem de sidste par uger.

Historisk lavpunkt

Den amerikanske svinepris ligger nu og handler til 37 US-cent pr. pund. Det er et nyt historisk lavpunkt set hen over de 18 år, hvor svinebørsen har været aktiv. Vi skal tilbage til de kritiske perioder for svinebranchen i 2002, 2009 og 2016 for at finde så lave prisniveauer for amerikansk svinekød, som tilfældet er den dag i dag.

Det er samtidig en voldsomt lav svinepris set i forhold til for præcis et år siden, hvor den amerikanske svinepris lå og handlede i området omkring 100 US-cent pr. pund. Ydermere er prisen næsten urealistisk lav set i forhold til de godt 130 US-cent, som svin blev handlet til i USA tilbage i 2014.

Kinesisk behov

Herhjemme på vores side af Atlanterhavet er vi knapt så hårdt ramt, som svineproducenter er ovre i Guds og Donald Trumps eget land. Svineproduktionen kører stadig, og efterspørgslen efter europæisk svinekød er fortsat i top. Det skyldes en stor og eskalerende købsinteresse efter svinekød fra kinesisk side.

I Kina kæmper de fortsat hårdt med den afrikanske svinepest, der brød ud tilbage i slutningen af 2018. Nye tal fra Kina, der netop er blevet offentliggjort, viser, at den kinesiske svineproduktion i første kvartal af 2020 faldt med godt 30 procent set i forhold til første kvartal sidste år. Den kinesiske svineproduktion i første kvartal blev således kun på 10,38 millioner tons.

Kina har med andre ord et behov som aldrig før for at importere enorme mængder af svinekød for at mætte de mange munde i landet. Kina er verdens største forbruger af svinekød, og det kommer i den grad danske landmænd til gode, så længe Kina søger mod Europa for at importere svinekød og samtidig ser bort fra USA.

Den danske svinepris

Den danske svinenotering er gået kraftigt op siden starten af 2019. Med de nye tal fra Kina og med situationen i USA, hvor landets største slagteri er lukket ned, er der ikke noget, der tyder på, at svineprisen skal falde herhjemme lige foreløbigt.

Til trods for den globale krise, vi står overfor i de her dage, og til trods for de uoverskuelige konsekvenser krisen kan få for alverdens økonomier, så ser det ikke ud til, at det er noget, der kommer til at påvirke de gode økonomiske perspektiver for danske og europæiske svineproducenter. 

Finans