Der er bekymringer over vejrudsigterne i USA, fordi forårsarbejdet ifølge kalenderen burde være nært forestående, men i den nordlige del af Midtvesten i USA hersker vinteren, og de kolde temperaturer udskyder tøvejret, mens store mængder sne dækker markerne. Det konstaterer Jyske Bank i sin daglige afgrødekommentar.

- Og yderligere sne er på vej de kommende 1½ uge. Det er endnu for tidligt at sige noget om effekten af de kolde temperaturer i det nordamerikanske.

- Dels om det kan få betydning for vårhvedearealerne, men også om det kan skubbe lidt rundt på majs- og sojaarealerne, hvor sidstnævnte kan sås lidt senere. Foreløbig kan vi blot konkludere, at det har været en atypisk vinter i det nordamerikanske, skriver banken.

Sojaprisen påvirket af forhandlinger om handelsaftale

Sojamarkedet afventer fortsat nyt fra Kina/USA-forhandlingerne om en handelsaftale.

- Kigger vi på det globale sojamarked, så reflekteres disse forventninger også. Kinesiske indkøbere er knapt så aggressive med at byde på sydamerikanske varer, og de friske brasilianske varer betyder, at de brasilianske spotpriser på FOB-markedet er billigere prissat end de amerikanske, mens priserne nærmer sig paritet på de lidt længere terminer i maj/juni, skriver Jyske Bank i en afgrødekommentar.

Sojaskrå handler sidelæns i overkanten af 300 US-dollars pr. ton, og spørgsmålet er nu, om den argentinske høst kan sende priserne ned, eller om bunden er nået, påpeger banken.

- Det argentinske høstpres er nært forestående og har før dannet den sæsonmæssige bund, skriver Jyske Bank i afgrødekommentar.

Finans