Ifølge østrigske APV er det nu slut med tilstoppede strigler og tænder, for med en APV Rotary Weeder holdes tænderne rene med en afskraber, og striglen kan indstilles til at arbejde i varierende grader af aggressivitet.
RW Rotary Weeder fjerner ukrudt med sine diagonalt placerede, roterende strigleenheder, der mekanisk kan justeres individuelt til at arbejde med en vinkel på 0 til 30 grader i forhold til kørselsretningen.
Striglerne arbejder derfor en smule skråt i forhold til kørselsretningen og kan justeres til en højere grad af aggressivitet, så skorpedannelser på jordens overflade brydes, hvis det er nødvendigt. Dette kan mange nok få glæde af efter årets våde forår. Striglen er også ideel i dyrkningssystemer, hvor der er meget organisk materiale mellem rækkerne i hovedafgrøden.
Den nye rullestrigle er designet til at arbejde tæt på traktoren, hvilket forbedrer effektiviteten. Det og rulleprincippet gør, at man kan anvende relativt små og lette traktorer til renholdelsesopgaverne.
Se den i funktion
Den nye rullestrigle importeres og distribueres af Brørup Traktor- & Maskincenter. Herfra er det sælger Jørgen Kragh, der forestår introduktionen af den nye type ved to markdemonstrationer den 2. og 3. maj ved henholdsvis Årre og Randbøl.
Han har indtil nu kun set den arbejde på film, så han glæder sig til at få den spændt efter en traktor og komme i marken for at teste den, inden den skal vises frem for potentielle kunder.
- Jeg har vist på billeder og film til nogle af vores egne øko-kunder og et par økologikonsulenter, og de har alle været meget positive. Specielt muligheden for at skråtstille striglerullerne og derved arbejde mere eller mindre aggressivt tiltalte dem, siger Jørgen Kragh.
APV RW Rotary Weeder er tilgængelig i arbejdsbredder på henholdsvis 6,15, 9,30 og 12,30 meter.